Canal Digital Ligaen

Historien Om Basketball

De fleste af os har stiftet bekendtskab med basketball, og mange har prøvet kræfter med spillet i en sportshal eller måske i skolegården. Og de fleste af os ved, at det drejer sig om at få den store orange bold til at ramme kurven. Men det er formentlig de færreste, der kender historien bag basketball, og hvordan sporten opstod i sin tid.

Årsagen til, at millioner af mennesker i dag spiller basketball over hele verden kan spores 130 år tilbage til canadiske dr. James Naismith, som i slutningen af 1800-tallet arbejdede som idrætslærer på en skole i Springfield i den amerikanske stat Massachusetts.

Her forsøgte den dengang 31-årige canadier at udvikle en sport, som eleverne kunne dyrke indendørs om vinteren, og han havde givet sig selv den opgave at finde en idræt, som ikke måtte være for voldsom og som samtidig kunne dyrkes på et areal, der svarede til en gymnastiksal.

Ferskenkurve med bund

I 1891 kunne han efter flere års arbejde nedfælde de første regler til sporten. Det oprindelige regelsæt bestod af 13 regler, og Naismith bad i første omgang sine elever om at prøve at spille en kamp med to ferskenkurve og en fodbold som remedier. Det blev foreslået at kalde sporten for “Naismith Game”, men da sporten jo havde en “basket” og en “ball” endte det med det mere naturlige basketball.

Året efter – i 1892 – fandt den første officielle basketballkamp sted, og i 1894 blev fodbolden skiftet ud med en anden bold, som Naismith fik producenten Spalding til at lave.

Som navnet antyder er kernen i basketball de to kurve (og naturligvis bolden), og netop kurvene har undergået en udvikling siden den spæde begyndelse. I starten bestod en basketball kurv af en ferskenkurv med bund, men senere fandt man ud af lave et hul i bunden af kurven. I 1906 introduceredes metalringen, nettet og pladen, som kurven hænger på.

Ferskenkurve

Olympisk debut

Basketball fandt også vej til Europa, og allerede i 1909 kunne man afvikle de første internationale kampe i russiske Sankt Petersborg.

Sporten fandt herefter så meget fodfæste over hele verden, at man i 1932 kunne stifte det internationale basketballforbund FIBA. Allerede fire år efter blev basketball en olympisk disciplin, da sporten var med på programmet ved OL i Berlin i 1936.

Ikke overraskende var det USA, der vandt guldmedaljerne, efterfulgt af Canada og Mexico på de øvrige podiepladser. Medaljerne ved legene i Berlin blev i øvrigt meget passende overrakt af James Naismith, basketballens opfinder.

Olympisk

USA har domineret

USA har siden været den dominerende faktor, når det kommer til basketball på verdensplan, og nationen har da også en stærk basketballkultur, ikke mindst på grund af college-basketball, som er et stort trækplaster for mange studerende, som drømmer om en karriere i verdens absolut bedste basketball-liga NBA (National Basketball Association). Men sporten er også stor i Europa – især i middelhavslandene – og mange europæiske spillere har også skabt store karrierer på den store scene i USA.

Den nordamerikanske liga blev grundlagt i 1946 – i første omgang under navnet BAA (Basketball Association of America), men tre år senere i 1949 slog man sig sammen med den rivaliserende liga NBL (National Basketball League) og formede NBA.

Er du vild med at dunke?